Udgivet af Marianne Svendsen, tor d. 24. aug 2017, kl. 15:32

I stedet for at præsten tørrer barnet efter dåben med en damaskserviet, som siden vaskes og genbruges, vil børn der døbes i Sankt Nikolai Kirke i Nakskov i fremtiden få et personligt minde om dagen. De flittige hænder i strikkeklubben Strik'olai, der mødes i Nikolaihuset for normalt at strikke ting til et børnehjem i Portugal, har påtaget sig at strikke de fremtidige dåbsservietter, som vil få forskellige, især kirkelige, motiver. Menighedsrådsmedlem May-Brit Horst oplyser, at der foreløbig er dåbsservietter til et halvt års forbrug på lager. Materialeudgifterne til de nye, personlige dåbsservietter udgør otte kroner, hvilket er mindre end det koster at vaske de hidtidige servietter. Den nye dåbsserviet tages første gang i brug ved en barnedåb 27. august.  

Kategorier Nyheder