Udgivet af Marianne Svendsen, ons d. 9. maj 2018, kl. 10:49

Kirkens gæster må forberede sig på at tilkørselsforholdene til Sankt Nikolai resten af året bliver vanskelige. Lolland Forsyning skal i gang med store ledningsarbejder i både Vejlegade, Præstestræde og Klostergade, og arbejdet skal foregå samtidig. Derfor bliver der tilkørsel til Axeltorv via Badstuestræde og frakørsel via Tilegade. Men det hjælper ikke kirken. Park & Vej oplyser, at Bredgade og Nordenkirke i perioder, når anden tilkørsel til kirken ikke er mulig, vil få ensretningen ophævet, så man kan køre både til og fra Sankt Nikolai ad disse gader. Der er dog meget begrænsede parkeringsmuligheder ved kirken, og menighedsrådet har besluttet at opsætte skilte om, at kirkepladsen er forbeholdt kirkens gæster. Rustvogne og andre køretøjer med ærinde i kirken skal uhindret kunne komme frem. Kirkegængere i øvrigt anbefales at parkere på Axeltorv eller bag rådhuset og gå de sidste meter. Der er ofte også god plads på p-pladsen ved den tidligere socialforvaltning i Klostergade, og her er heller ikke langt at gå, Vi håber, kirkens gæster vil vise overbærenhed under arbejdet, som skal være udført inden udgangen af 2018.

Kategorier Nyheder