Udgivet af Marianne Svendsen, fre d. 26. okt 2018, kl. 11:41

1. november overtager sognepræst Jesper Vigant (billedet) den ledige stilling i Sankt Nikolai Sogn efter Martin Egerup, som først på året rejste til Fensmark. Jesper Vigant blev indstillet af menighedsrådet blandt syv ansøgere. Den nye sognepræst, som er født i Nakskov,  er 55 år og har haft en karriere som skuespiller, inden han begyndte på teologistudiet. 1. marts i år tiltrådte han sit første embede, en delestilling med 50 procent i Sankt Nikolai og 50 procent i Sandby-Branderslev sogne, og er således allerede et kendt ansigt i sognet.

Hans nuværende stilling vil frem til 1. marts næste år blive bestridt af stiftsvikar, pastor Elin Birgitte Olsen Rasmussen, Holeby. Inden længe indledes en dialog med biskoppen over Lolland-Falsters Stift om, hvorvidt delestillingen skal gøres permanent, eller der skal findes en anden løsning på den fremtidige struktur.

Elin Rasmussen, der er 63 og har været sognepræst i Rødby siden 1998, vikarierer i øjeblikket på Fejø og i Østofte, og vil først fra 1. december fuldt ud gå ind i stillingen hos os og Sandby-Branderslev. Jesper Vigant vil også færdiggøre sine aftalte gudstjenester med mere i Sandby.

Ansættelsen af Jesper Vigant i en fuldtids stilling ved Sankt Nikolai Kirke vil blive markeret ved en festgudstjeneste første søndag i advent, 2. december kl. 10.30 med efterfølgende reception i sideskibet.

Ved udgangen af oktober slutter sognepræst Ulrik Holms vikariat hos os.

Kategorier Nyheder