Udgivet af Marianne Svendsen, fre d. 27. dec 2019, kl. 11:29

Planlægning betaler sig. Der var i år gjort ekstra meget ud af at orientere om de tiltag, der skulle gøre de to gudstjenester juleaftensdag i Sankt Nikolai Kirke til en god oplevelse for alle, og det lykkedes. Problemet tidligere år har blandt andet været, at rigtig mange valgte eftermiddagens første gudstjeneste - i 2018 så mange, at der ikke var siddeplads til alle. I år styrede man adgangen ved at uddele salmeblade, så ingen kom ind uden siddeplads. Heldigvis gik tingene op, så det heller ikke blev nødvendigt at afvise nogen ved kirkedøren, men der var også en tydelig udjævning mellem deltagelsen klokken 14 og klokken 16. Medvirkende var også, at samme præst stod for begge gudstjenester - i år Jesper Vigant. Den første gudstjeneste samlede 575 kirkegængere og den anden 385, altså i alt 960. Vi glæder os til også i 2020 at kunne afvikle årets travleste dag i de danske kirker så gnidningsløst som muligt. Og så holdes der jo også julegudstjenester både juledag og anden juledag med garanti for siddeplads. På billedet prædiker Jesper Vigant til den velfyldte kirke ved klokken 16-gudstjenesten. Kirkens Kammerkor og kirkesangere satte sammen med Erik Lauge Mikkelsen og Verner Nicolet et festligt, musikalsk præg på julegudstjenesterne.  

Kategorier Nyheder