Udgivet af Marianne Svendsen, ons d. 15. jul 2020, kl. 13:47

Da forårskonfirmationerne måtte aflyses på grund af corona-situationen, var mange forældre glade for at få meldt nye datoer i august og september ud af hensyn til de praktiske arrangementer. Men nu nærmer vi os, og der er stadig begrænsning på hvor mange mennesker vi må have i Sankt Nikolai Kirke. Forældrene er begyndt at ringe til kirkekontoret, men som det ser ud nu bliver vi nok nødt til at vente til hen i august med de endelige udmeldinger - i håb om, at der løsnes op. Som det ser ud i dag, må der i en kirke af Sankt Nikolais størrelse maksimalt lukkes 250 ind, men, men, men ... samtidig skal afstandskravene overholdes. To meter mellem hver person, hvis der skal synges, og ellers én meter. Umiddelbart er det svært at forestille sig en konfirmation uden sang. Vores præster overvejer, hvordan det kan løses. Men vi er også nødt til at sige, at hvis alle skal have en chance for at se noget, er 125 det maksimale. Er der 25 konfirmander, kan I selv regne ud hvor mange gæster hver kan tage med. Derfor: Forbered jeres gæster på, at det antal der kan deltage i kirken, i dette corona-år bliver stærkt reduceret. Nogen endelig udmelding kommer først i august. Men som i 2019 (billedet) kan det desværre ikke blive. Og så en anden ting: Det er ikke tilladt at køre ind på kirkepladsen ved konfirmationerne, hverken i almindelige biler eller med mere eller mindre særprægede køretøjer. Vi havde kaos sidste år, og det skal ikke gentage sig. Er der plads, kan der parkeres på Axeltorv eller bag rådhuset. Til fods kan man via det lille Kirkestræde hurtigt komme fra torvet ind til kirken. Men: 5. september er torvet optaget af Fødevaremarked, så tænk allerede nu over hvor I vil parkere. Vi melder ud, så snart vi kan sige helt konkret hvor mange vi kan skaffe plads til i kirken på disse festdage. 

Kategorier Nyheder