Når du skal søge om navngivning eller navneændring, skal du gøre det på www.borger.dk.

Visse blanketter, som er nødvendige ud over den egentlige ansøgning, findes stadig her.

Skal din ansøgning om navneændring behandles i statsforvaltningen, vil du blive orienteret om, at ansøgningen er sendt dertil.

Der er gebyr for navneændringer.

  • Der betales ikke gebyr ved ansøgning om navneændring, der sker i forbindelse med en vielse, hvis ansøgningen er indgivet senest 3 måneder efter vielsen, eller for børn under 18 år som følge af forældrenes navneændring.
  • Søges der om navneændring for flere personer, skal der betales gebyr for hver ansøger. Der skal dog kun betales ét gebyr, hvis ansøgningerne om navneændring omfatter ægtefæller, ugifte samlevende, søskende eller plejebørn under 18 år

Du skal også selv sørge for nyt pas og kørekort. Der skal ligeledes betales gebyr for nyt pas og kørekort.

NAVNGIVNING

Du skal navngive dit barn, inden det fylder seks måneder. Ønsker du, at dit barn bliver navngivet ved dåb, se her. Du kan navngive dit barn uden dåb på www.borger.dk.

SAMLIVSERKLÆRING

I skal afgive en samlivserklæring, hvis du søger om at få din samlevers navn eller om at give din samlevers navn videre til et stedbarn.

SAMTYKKEERKLÆRING

Når du søger om et beskyttet efternavn, som du ikke har tilknytning til, skal du indhente samtykke fra alle, der bærer navnet her i landet. Personer under 18 år skal også samtykke.

ERKLÆRING FRA NÆRMESTE SLÆGT

Når du søger om et mellem- eller efternavn efter din afdøde ægtefælle, samlever eller en af dine sted- eller plejeforældre, skal afdødes nærmeste slægt afgive erklæring om, at det er i overensstemmelse med afdødes holdning.