Café Strik'olai

Strik dig glad - det glæder andre!

En håndfuld strikkeglade damer mødes en gang om måneden i Nikolaihuset og strikker babytøj.

Se her hvornår vi mødes næste gang.


Babytøjet sendes til et privatejet spædbørnehjem "Mors Hjælp" i Lissabon i Portugal. Hjemmet nyder stor respekt for sit arbejde og støttes økonomisk af virksomheder, kirkelige organisationer og via private donationer.

Pigerne får støtte gennem graviditeten, og når barnet er født, modtager de en "spædbarnspakke", der indeholder 2 sæt babytøj, et tæppe, en pakke bleer, en sut/sutteflaske og et lille stykke legetøj. De vejledes i pasning af babyen og får hjælp til at finde bolig og job.Hjemmet er meget veldrevet, og mange unge piger søger hertil, når de bliver gravide. Pigerne er meget unge og lever en ensom tilværelse i storbyen. Ofte på små værelser - eller på gaden.

Babytøjet, vi strikker, skal være i størrelsen 0 - 3 måneder, mens tæpperne skal måle 1 x 1 m (bruges som svøb til at bære babyer rundt i - ingen har barnevogn).
Garnet kan være bomuld, hvoraf vi strikker sommertøj, eller uld/akryl, som bruges til bukser med lange ben og trøjer med lange ærmer, hue, halstørklæde og vanter. Vi bruger ikke rent uld, som er svært at vaske og tørre.

Strikketøjet fra Skt. Nikolai Sogn er i høj kurs hos pigerne i Lissabon. Så høj at tøjet sorteres fra, når det kommer frem. Tøjet gives så til de piger, man særligt vil gøre noget for. At Café Strik´olais damer leverer 1. klasses håndværk er blevet tydeligt på en anden måde. Efterspørgslen er blevet så stor, at man er begyndt at sælge det. For pengene indkøbes andre fornødenheder, som mad, bleer og medicin, hvilket pigerne selvsagt også har brug for. Så det danske hjælpestrikkearbejde gavner på flere fronter.
Så kan du strikke, og er du blevet grebet af artiklen, så grib strikketøjet og kom hen i Nikolaihuset og giv en hjælpende hånd med at hjælpe andre. Du kan også strikke hjemme og efterfølgende aflevere tøjet i Nikolaihuset. Lagner, stof, garnrester etc. modtages ligeledes meget gerne.

Ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte May-Brit Horst på telefon 54 92 35 31.