Udmeldelse af Folkekirken

Et medlem af folkekirken kan melde sig ud. For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om udmeldelse af folkekirken. En person, der er fyldt 15 år, skal dog selv give sit samtykke til at blive meldt ud.

Når man er meldt ud af folkekirken, har man ikke samme ret til kirkelig betjening som folkekirkens medlemmer. For at blive viet i folkekirken, skal mindst den ene være medlem af denne. Ligeledes kan man normalt kun blive begravet med bistand af en præst i folkekirken, hvis man er medlem af den, når man dør. Ved de fleste kirkegårde er taksterne for gravsteder m.v. i øvrigt højere for personer, der ikke var medlemmer af folkekirken, end de er for medlemmer.

Når man ikke er medlem af folkekirken, skal man ikke betale kirkeskat. Det er bl.a. af den grund vigtigt, at en udmeldelse bliver registreret i CPR. Hvis man ikke er medlem af folkekirken, og der alligevel på papirer fra skattevæsenet står, at man skal betale kirkeskat, skal man henvende sig til skattemyndighederne for at få fejlen rettet.

Man kan ikke være medlem af folkekirken og et andet trossamfund på samme tid. Hvis man slutter sig til et andet trossamfund, bliver man dog ikke automatisk registreret som udtrådt af folkekirken. Man skal selv give besked til sognepræsten i folkekirken, for at det kan blive registreret i CPR.

Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor man bor. Udmeldelse kan også ske ved, at man personligt møder op hos sognepræsten eller på kirkekontoret.

Når man meddeler, at man vil træde ud af folkekirken, skal man oplyse, hvor og hvornår man er født og døbt.

Hvis et medlem af folkekirken, som bor i udlandet, ønsker at melde sig ud, skal anmeldelsen sendes til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn i Danmark, hvor man boede, før man flyttede til udlandet.

Når man melder sig ud, bliver det registreret i CPR. Man får en bekræftelse, der fortæller, hvornår det er sket.

Fortryder man senere at have meldt sig ud, kan man efter anmodning derom genoptages som medlem af folkekirken af en præst i folkekirken, under forudsætning af at præsten efter en personlig samtale skønner, at anmodningen er udtryk for en alvorlig beslutning om igen at høre til folkekirken.

Man kan finde oplysninger om navn og adresse på sognepræsten i bopælssognet samt adresse på bopælssognets kirkekontor ved hjælp af nedenstående link.

Find sogn, præst eller kirke.

Blanket til udmeldelse.