I kan blive gift i folkekirken, hvis mindst en af jer er medlem af folkekirken.

Som medlemmer af folkekirken har I ret til at blive gift i kirken i det sogn, hvor I bor. I har også mulighed for at blive gift i en anden kirke, som I begge – eller en af jer – har en særlig tilknytning til. Ønsker I at blive gift i et andet sogn end det, hvor I bor, kan der være tale om, at I skal betale for at benytte kirken. I kan få information om eventuel betaling hos kirkekontoret i det sogn, hvor I ønsker at blive gift.

I kan normalt ikke få tilladelse til at blive gift andre steder end i en kirke, bortset fra situationer, hvor det kan være nødvendigt, at vielsen foregår på et hospital eller en anden institution.

AFTALE OM VIELSE

I skal henvende jer til kirkekontoret i det sogn, hvor I ønsker at blive gift. I kan finde relevante adresser og telefonnumre ved at klikke her. Ønsker I at blive gift i et andet sogn end det, hvor I bor, vil der i forbindelse med jeres henvendelse blive taget stilling til, om I har den tilknytning til kirken, som er nødvendig, for at I kan blive gift der. Da nogle kirker er mere populære som bryllupskirker end andre, kan der fra kirke til kirke være forskel på, hvilke retningslinier man har i forhold til kravet om særlig tilknytning til kirken.

ATTESTER I SKAL MEDBRINGE

Når I henvender jer til kirkekontoret, skal I medbringe jeres dåbs- eller navneattester. Før vielsen skal I udfylde en ægteskabserklæring. Herefter modtager I en prøvelsesattest fra den kommune, I bor i. Attesten dokumenterer, at I opfylder betingelserne for at blive gift og skal afleverer til vielsesmyndigheden. På selve bryllupsdagen må prøvelsesattesten højst være fire måneder gammel.

Det er normalt, at præsten før vielsen ønsker en samtale med jer, hvor I blandt andet gennemgår vielsens forløb.

Der skal være mindst to vidner tilstede ved vielsen.

Se og læs mere her.

Ansøg om prøvelsesattest (ægteskabsattest) hos kommunen